Årets Fodboldklub 2021
Jens Wibholm modtager pokalen
Maribo Boldklub er udnævnt til årets fodboldklub 2021 af DBU Lolland Falster.
Herunder kan du læse indstillingen fra Rene Jensen til DBU, som førte til vi fik pokalen på årets repræsentantskabsmøde:
Årets Fodboldklub
Jeg indstiller Maribo Boldklub til årets klub på Lolland-Falster, da de i et meget vanskeligt Corona år har startet Esport som en ny mulighed for at skaffe sig medlemmer i klubben. De har startet skoleprojektet op for en lokal skole, hvor klubben ikke har så mange medlemmer fra. Samarbejdet går ud på at 2.- 4. klasse én gang om ugen i et dobbelt undervisningsmodul, har opdelt eleverne i to hold. Det ene hold har Esport og det andet hold har udendørs aktivitet / fodbold. Dette er lagt ind i skolens undervisning så alle elever er med. Maribo Boldklub har igangsat aktiviteten i samarbejde med DIF og helhedsplanen for socialt udsatte familier / boligområder – DBU Lolland-Falster ydede bistand i opstarts fasen. MB samarbejder med BROEN omkring aktivering af så mange børn som muligt.
Derudover har MB følgende aktiviteter
- Tilknyttet 2 trænere der kommer til et boligområde for at træne med de udsatte familiers børn.
- Maribo Boldklub har afholdt DBU fodboldskole alle de år det har eksisteret. Der er normalt 96 børn tilmeldt.
- Maribo Boldklub afholder i samarbejde med DBU Hovedet, Kroppen og Klubben, som er tre fag-dage for skoler, bestående af en Trivselsdag (Hovedet), en Sundhedsdag (Kroppen) og en ’Åben Skole’ dag (Klubben) for både ind- og udskoling.
- Der afholdes intern lagkageturnering og DBU storstævner, for alle klubber på Lolland og Falster samt Sydsjælland.
- Alle trænere tilbydes uddannelse så de har flere kvalifikationer og et bedre tilhørsforhold til klubben. Klubben arbejder ud fra DBU Holdning og Handlinger: Holdninger og handlinger” gør i tanker og udførelse op med den traditionelle måde at spille fodbold på blandt børn og unge mennesker, og skal betragtes som et værdigrundlag der skal sikre sunde og udviklende trænings- og kampmiljøer i børne- og ungdomsfodbolden. Spillet skal fremover spilles på børnenes og de unges præmisser; al træning skal være med bold, spil på små områder med mange boldberøringer, dimensionerne af banerne bliver tilpasset aldersgruppen, tre forskellige størrelser på målene, boldenes størrelse og vægt tilpasses, weekend-stævner erstatter traditionelle turneringer, ind med oplevelsen og ud med resultater og stillinger, ”nye fodboldregler”, ingen ”mesterskaber” for børn under 12 år, spillerne skal ikke inddeles efter deres færdigheder men følge deres kammerater og aldersinddeling med rene årgange. Alle hold spiller ud fra HAK princippet.
- De frivillige er med til at afholde Beerfest i samarbejde med andre lokalklubber for hele byen i Maribo Hallerne, med meget stor tilslutning.
På billedet modtager formand Jens Wibholm pokal og diplom.