
Udover rigtig mange klubber på Sjælland kommer der hele tiden klubber med på Lolland, som ønsker at være med i fællesskabet som Netværksklub til HB Køge. Senest med tilgang af Østofte GIF og Maribo Boldklub.
Østofte GIF er en relativt lille lollandsk klub i nærheden af Maribo, som i 1945 så dagens lys. ØGIF er en flere-grens-forening der foruden fodbold også omfatter gymnastik, badminton og seneste nye tiltag er løb.
- I ØGIF lægges der vægt på udvikling af foreningen via åbenhed, dialog og nytænkning, således at alle føler at ØGIF er deres forening, fortæller Flemming Møller Nielsen, der er fodboldformand i klubben.
Foreningen har i gennem mange år, afholdt fastelavn, gymnastikopvisning, afslutninger, aktivitetsdage i hallen, sommerfest i samarbejde med Østofte Hillested håndklub. Alt sammen gode traditioner som der skal værnes om.
- Som en del af Team Lollands udviklingsprojekt var det en helt naturlig ting at blive netværksklub hos HB Køge, fortæller Flemming Møller Nielsen, der deltog i et inspirationskursus, som HB Køge afholdte for Team Lollands trænere, og besluttede derefter at kontakte HB Køge.
- Efter et møde med Per Rud var bestyrelsen meget positive over for den målsætning som HB Køge har for at udvikle både spillerne men også ØGIF som forening. Så derfor var det ikke svært for bestyrelsen og fodboldafdelingen at blive ny Netværksklub hos HB Køge. Vi glæder os rigtig meget til at kunne tilbyde vore medlemmer de tilbud, som der følger med som Netværksklub, fortæller Flemming Møller Nielsen.
Fakta om Østofte Gymnastik- og idrætsforening
Medlemmer: 300
Senior spiller: i serie 2 og 3 i holdfællesskab med Bandholm Boldklub.
Hjemmeside: www.o-g-i-f.dk
Den anden nye Netværksklub er Maribo Boldklub. Den stolte klub på Lolland er seneste skud på Netværksklubber, der bakker op omkring HB Køge, og som selv ser udviklingen af egen klub som en naturlighed i dagligdagen. Flemming Johansen er ungdomsformand for Maribo Boldklub, og han kan fortælle om en klub, der satser benhårdt på at have gode trænere til ungdomsholdene, og det er noget som sportsdirektør Per Rud fra HB Køge er glad for at høre:
- Netop dygtige trænere, der forstår at tale børns sprog og som giver sig den nødvendige tid til at tale med spillerne, vil være dem der forstår at fastholde og udvikle klubben. Det er nøjagtigt det der sker i Maribo, hvor man har vendt nedgangen til en gevaldig optur med medlemsfremgang til følge.
Flemming Johansen er glad og stolt over medlemstilgangen, og fortæller:
- Vi lægger stor vægt på kvaliteten af vores trænere og alene i 2011 har 8 af vores i alt 30 trænere valgt at dygtiggøre sig ved at skulle på henholdsvis B1 Kursus og en enkelt tage A.kursus. Vi er slet ikke i tvivl om, at årsagen til fremgangen er satsningen på trænerne, fortæller Flemming Johansen.
- Når vi hverver nye trænere og ledere prøver vi at gå lidt væk fra den gamle filosofi om at man som træner skal klare alt selv. Vi spørger hvor meget tid har du mulighed at investere i Maribo Boldklub og så sammensætter vi ud fra diverse ønsker, samt arbejder på udvalg som kan have forskellige ad. hoc opgaver, siger Flemming, der mener, at en klub som Maribo selvfølgelig skal være i top 3 på Lolland Falster.
I Maribo Boldklub glæder man sig til samarbejdet med HB Køge.
- Vi kender til HB Køge gennem forskellige relationer, og vi har haft nogle spændende samtaler. Det tiltaler os, at vi nu i endnu højere grad har noget at tilbyde vore ungdomsmedlemmer og trænere, og vi glæder os til at blive ny Netværksklub, fortæller Flemming Johansen og bliver fulgt op af HB Køges sportsdirektør:
- Maribo Boldklub er både en stolt klub med stor historie, men også en klub i en rivende udvikling, og vi glæder os til at byde dem velkommen hos Netværksklubberne.
Fakta om Maribo Boldklub
Antal medlemmer: 360
Her ungdomsmedlemmer: 195
Førsteholdet spiller i: LF-Serien
Skrevet af HBKoge.dk den 25. oktober 2011